Jeg tuller rundt herhjemme. De sidste julegaver er købt. På nettet. 

Jeg tør ikke andet efter at have tilraget mig min første juleindkøbs skade. I går torpederede jeg ladet på en lastbil, der holdt parkeret i gågaden, og jeg er nu indehaver af et styk hobbitfod.
Tsk tsk.

Det måtte jo ske før eller siden.
Den årlige efterårs nedsmeltning, hvor hovedet føles tungere end resten af kroppen. Jeg er slap og vissen og kan knap overskue at følge med i det dårlige tv, som flimmerkassen kan diske op med. Øv.

Vejret kunne ikke beslutte sig i dag. Om det skulle være godt eller skidt.
Mit helbred har det lidt på samme måde. Kroppen kan ikke bestemme sig for, om den skal være rask eller små sløj. Jeg håber på benådning og hjælper til med en omgang chili.

Sukkerchok

Jeg blev taget godt og grundigt ved næsen i dag.
Jeg troede, jeg skulle overraske 3. klasse med en stor kagemand i dag, men i virkeligheden havde de planlagt noget af en overraskelse til mig.
Jeg trådte ind af døren til de dejligste børn, der sang Happy Birthday og et klasselokale i forklædning. Fest-forklædning! Der var hilsner og flag her, der og alle vegne. Selv i loftet. Og hjemmebag og flødeboller og gaver og... Jeg tør slet ikke tænke på, hvor meget kage jeg har fortæret i dag.
Og hjemme ventede den smukkeste buket fra en sød og betænksom veninde.
Jeg er heldig.

Tiden flyver...

Sådan siger man tit. Men det er jo ikke desto mindre sandt. 

Jeg kan slet ikke forstå, at det i dag er to år siden, jeg med bævrende fingre lavede det første indlæg herinde.

Her følger nogle glimt fra årene, der fløj forbi:

Tak fordi I kigger med.

Lidt søndagsbilleder.
Det blev en stille dag ovenpå både en fredag og lørdag i godt selskab.
I dag virker ugen lidt lang og sej. Men solen skinner, så det skal nok gå.

Tusind tak for alle de søde og betænksomme ord, I har skrevet til mit sidste indlæg.
Det varmer langt ind i hjertet, og jeg har læst hvert et ord. Flere gange.
Og TAK til verdens bedste Ida. Som i dag kom forbi med overdådig frokostkurv og omsorg. Lige hvad jeg trængte til.

At blogge er på godt og ondt.
Denne gang gør det ondt. Rigtig ondt.
Kærligheden herhjemme er gået i stykker. Vi vil ikke længere ad samme spor. Drømmene er ikke mere ens.
Men vi vil hinanden det bedste. Også selvom det gør forbandet ondt at sige "farvel".

Først Indian Summer og nu Siberian Winter.
Jeg magter det ikke. Jeg vil have plusgrader og forårstegn. Og så vil jeg gerne af med den stædige influenza, der har overtaget min krop. Nogle frivillige?